Traumer
Som regel forstår vi et traume som en overbelastende oplevelse der skete i fortiden. Men et traume er rettere den nuværende konsekvens af fortidens overbelastende oplevelse(r).
Man kan sammenligne det med et sår der bliver ved med at bløde.
Overbelastningen opstår når vi bliver invaderet (fx overgreb og katastrofer) eller når vi bliver forladt (fx svigt og barnets uopfyldte kernebehov).
Traumeforskningen er et komplekst område i konstant udvikling, som ikke kan udtømmes i en artikel. Men jeg har alligevel forsøgt at skitsere det væsentligste her, så det forhåbenligt kan give en oversigt over traumers ellers indviklede landskab.
Når vi traumatiseres sænkes aktiviteten i hippocampus (center for bl.a. hukommelse & kronologisk tidslinje) og amygdala (center for alarmberedskab) går i overaktivering. Samtidig får binyrerne ikke produceret den kortisol der skal til for at standse alarmreaktionen (kamp/flugt) når faren er overstået. Det vil sige, at vores placering af tid og sted svækkes, hvorimod vores oplevelse af at være i forlænget livsfare øges. Fornemmelsen af, at overbelastningen er overstået og at vi overlevede den udebliver.
Under chokket sættes neocortex (den rationelle hjerne) ud af funktion og brocas området, som er ansvarlig for sprogproduktion sættes også midlertidigt ud af spil, hvilket gør det svært for os at tænke klart samt sætte ord på, hvad det er for nogle kræfter der overmander os under den traumatiske hændelse.
Dét som kort sagt afgør om vi traumatiseres er vores nervesystems sensitivitet, vores tidlige oplevelser og omfanget af, hvor stort vi oplever chokket, dvs. hvor tidligt, hvor meget, hvor hurtigt og hvor længe vi overbelastes.
Hvis kroppen ikke får mulighed for at udtrykke dét den skulle udtrykke under/straks efter hændelsen eller hvis vi ikke umiddelbart bliver mødt af en empatisk anden, opstår der ophobning af fastlåst livsenergi. Her har vi så kimen til traumet, der leder til de nuværende eftervirkninger.
Hidtil er det kategorien Choktraumer (livstruende oplevelser) der er beskrevet her.
Men der findes også andre typer traumer, der påvirker hjernen og nervesystemet, heriblandt:
- Fødselstraumer: Nuværende symptomer der stammer fra vores heftige ankomst til verden
- Udviklingstraumer: Længerevarende omsorgssvigt eller psykisk/fysisk vold i barndommen
- Tilknytningstraumer: Manglende tidlig nærvær, kontakt og spejling af primære voksne som barn
- Transgenerationelle/systemiske traumer: Nedarvet traumer fra tidligere generationer
- Sjælelige traumer: Nuværende negative prægninger fra tidligere inkarnationer
- Tabstraumer: At miste nogen eller noget vi har følt os tæt forbundet til eller identificeret os med.
Derudover findes der sekundær traumatisering, som kan opstå når vi er vidne til en andens traumatiserende oplevelse, eller når vi hører om og lever os ind i en traumatisk historie.
Traumers eftervirkninger har mange stygge ansigter. Normalt anerkendes kun PTSD som den eneste form, men listen over traumebaserede symptomer/lidelser er desværre lang. De hyppigste er:
Misbrug/afhængighed, angst, stress, depression, spiseforstyrrelser, dissociation, selvskade, fobier, søvnbesvær, panikanfald, tvangstanker, dysfunktionelle relationer, ADHD, pleaser/redder-syndrom, bipolar lidelse, hypervagtsomhed, aggressioner, psykosomatiske symptomer, med flere.
Det betyder, at mange af de eftervirkninger vi i sundhedssektoren forsøger at komme til livs faktisk har deres rødder i traumer.
Når vi giver os i kast med at fikse følgevirkningerne har vi gang i symptombehandling. Det er gavnligt for den akutte støtte, men det har ingen gavn for den endelige helbredelse. Derfor tyer flere i sidste ende til holistiske veje der møder mennesket i sin helhed. Integrativ krops-, sjæls- og psykoterapi er én af disse virkningsfulde holistiske veje.
photo credit: Stefano Pollio
For at komme traumer til livs, må vi først og fremmest erkende deres eksistens og søge den rette hjælp.
Dernæst må vi bevæbne os med tålmodighed for der findes ikke et quick fix for traumer, desværre. Med traumer gælder det slow is fast, less is more.
Der findes heller ikke en one size fits all da vi alle rammes individuelt. Forskellige tilgange og modaliteter må afprøves. Tillid og tryghed ved terapeuten er også af høj vigtighed.
På min uddannelse til spirituel krops-psykoterapeut lærer vi at arbejde integrativt med traumer, så vi kommer hele vejen rundt i det højspændte traumelandskab.
At heale traumer handler mindre om at fjerne dem, og mere om at skabe plads inden i, for nænsomt at kunne rumme dem. En dag vil de muligvis slippe deres stramme tag i os, men det er ikke noget vi hverken kan eller skal forcere.
Derimod kan vi anskue det, som forfatter & terapeut Madhurima Rigtrup så smukt formidler: “Man kan sammenligne det med at have været ude i hårdt vintervejr, og fingrene er blevet stive af kulde. Man kan ikke forcere afspændingen; man kan blot sætte sig tålmodigt ved ildstedet og langsomt lade fingrene tø op.”
I terapien ‘sætter vi os ved ildstedet’ og i det levede liv ‘lader vi fingrene tø op’.
Hvad der tilsyneladende virker til at være en livstidsDom kan med tid, bevidsthed, og kærlig terapeutisk arbejde forvandles til livstidsVisdom.